Johan Georg Bräuner1

M, #446, f. cirka 1822, d. 1906

 
Johan Georg Breuner tegnet af Valdemar Neiiendam

FarConradt Bräuner1 f. c 1781
MorMette Maria Maul1 f. c 1785, d. 1849
Johan Georg Bräuner|f. c 1822\nd. 1906|p356.htm|Conradt Bräuner|f. c 1781|p355.htm|Mette Maria Maul|f. c 1785\nd. 1849|p353.htm|||||||Henrik Maul|f. c 1759|p211.htm|Mette M. Schrøter|f. 1758\nd. 2 Okt 1825|p178.htm|

Fødsel*cirka 1822 Frederiks sogn, Viborg amt1 
Folketælling*1845 Ulvedal, Frederiks sogn, Viborg amt1
Billede1899 Johan georg Breuner tegnet af Valdemar Neiiendam i 1899. Tegnet til Mylius Erichsens bog om heden. 
Note*1901 Da Mylius Erichsen besøgte Frederiks sogn i 1899/1901, besøgte han også Johan Georg Breuner i Ulvedal. Han beretter:

Det interessanteste hjem i Frederiks sogn er gamle Georg Breuners i Ulvedal nede under Stendalgårds Plantage. Det gamle, agtværdige ægtepar har nylig holdt guldbryllup, og rundt i stuerne viser de os gaver fra nær og fjern. - Manden er 77 år, og både han og konen er døbt, konfirmeret og gift på tysk, men dansk-talende, omend med kendelig accent.

De er så venligt snaksomme, så uforbeholden ærlige i deres oplysninger, de ved ikke alt det gode, de vil gøre os, der sådan er kommet dumpende ned som sjældne fugle; halve år kan jo gå, uden at de på dette afsides sted ser en gæst "udefra", så må lejligheden rigtig benyttes til at få noget at vide.De spørger om Dreyfus-processen, om Lock-outen, om udenrigs krig og indenrigs politik. Og da de omsider er så nogenlunde forsynet med nyt eller rettere: med vor mening om de nyeste offentlige spørgsmål, som de ofte nok indbyrdes har drøftet, er det deres tur at tale, vor at lytte.


"Ja, tiden er gået fremad," siger gamle Breuner ganske som alle hedeboere. "Da A for 50 år siden tog mod dette hus, var her 4 stude og 2 køer, nu holder vi 18 fækreaturer og 6 bæster med yngel... Min bedstefader var 9 år, da han kom her til landet. I min 15 års alder døde han 86 år gl. Han sagde tit, at her var kolonisterne lovet, at de i Danmark skulle komme til at stå i kløver til knæerne, men det var løgn, for der stod lyng til skrævet. Han talte kun tysk, læste meget og vidste besked om mange ting. Både han og min fader, der døde i sit 66. år, var dyrlæger for alt fæ herude, og til mennesker blev de også hentet, især når der var sket benbrud, for der var jo ingen doktore på landet dengang... Det tyske sprog er ved at forsvinde nu, og det er godt det samme, det skulle bare være lagt af for længe siden, vi er altfor få mennesker til at have vort eget sprog, det skiller os ud fra de danske, som vi skal leve imellem og mangen gang ernære os af. Tysker eller især Kartoffeltysker" har været brugt som skaeldsord mod os, særlig efter 1864, så vi nu er ked af det og kræver at regnes for danske. En mand, der en gang blev skældt ud for tysker, svarede: A er li så god og dansk som dig, A har tjent kongen i 64, men hvad har du, dengang ku du ikke knappe dine egne bukser!"
I Viborg har folk været svært fornemme overfor os Alhede-kolonister. "Hvor er I fra," spurgte Viborg-folkene nok så venligt, når vi kom ved dørene og ville sælge noget. "Fra Alheden," svarede vi. "Nå-å" sagde herskabet så og blev straks fine på det.


Her afbryder konen os og siger energisk: "Da vil A godt kaldes for tysker. For det er A. Er der nogensinde nogenting, der trykker mig og A tyr til biblen om trøst, så er det min tyske bibel og ikke børnenes danske, A tager frem. A kender kun den tyske Vorherre og kan kun tale med ham på mit modersmål. Dér forstår vi hinanden!"

Jeg kan ikke andet end give konen ret, da manden spørger mig om, hvad jeg synes. "Ja," siger han så, "det er jo navnlig kvinderne, der holder på det tyske, de har siddet mest hjemme i ensomhed med børnene, mens vi andre måtte færdes ude og ofte hos de danske autoriteter fik at vide, hvilket sprog man ønskede talt, nemlig dansk. Men hellere må vi lære ordentlig dansk end tale sølle tysk. For det slags tysk her tales kunne vi ikke komme til Tyskland med. A har hørt en kolonist spørge sådan, engang han gik og ledte efter sit bortløbne svin: "Hat sie nicht ein Thier gesehen mit langen Hohren und spitzen Ohren, und wenn es sprecken will, so sagt es: Øf, Øf!" Eller som i Grønhøj, hvor de siger: "Waas sagst du!" Dér er de nemlig så grove i mælet. De er kommen fra Main, vi andre er fra en anden egn."

"Men," fortsætter Breuner, "det er nu ikke alting godt, det som vi lærer hos de danske. Når de danske påstår, at vi er mere grisede end de selv, så synes A bestemt at det er her i landet, vi har lært svineriet, for vi var renligere fra hjemmet af, det er sikkert. A husker fra min barndom, at når vl tyske børn sad på skolebænk ved siden af danske bønderbørn fra Aarestrup og Karup, fik vi fnat.De danske børn sad i skolen og kløede sig altid på hænderne, vi kunne ikke røre ved dem uden at blive smittede. Det var en ubehagelig fornemmelse for os andre, men danskerne var så vant til fnat, at vi mente, de ligefrem ikke kunne undvære det".

"Nå, alligevel," slutter den gamle, "meget nyttigt har vi også lært af danskerne. Det overvættes drikkeri både til markeder og hjemme, som en hel del af vore folk var forfaldne til, er taget af, fordi de har fået et godt eksempel af de danske toltalforeninger... Men der er da også danskere, som kan drikke over målet. Der kom engang en landskabsmaler gående over heden og kiggede indenfor til os: Da vi bød ham en snaps, så bad han om to glas, satte dem begge på bordet foran sig, tog ét i hver hånd og sagde: "Skål, nu drikker jeg med Bakkussen, det gør jeg altid, og jeg drikker for os begge, men det er rigtignok også mig, der først bliver fuld!" Og så drak han begge glas.

Atter afbryder konen og siger: "Nej, fatter, man kan også skylde skarn for uret; husker du ikke, at den gamle maler havde et tysk navn og egentlig var af tysk slægt ligesom vi andre."

"Så-åh," siger manden og tænker sig om, "det var han ka'ske også, men snapsen, han fik, da var den sågu' dansk, og god var den!..."
Nu er det konen, som tager ordet. Hun er et kvikt hoved og mærkelig godt belæst. Hendes bedstefader har været skolelærer og har fortalt, at han af sine moder blev båret her ind i landet i et forklæde. Hendes slægt er meget levedygtig. Bedstemoderen - skolelærerens enke - blev over 92 år og havde til det sidste en rank "holtning" (Konen kan ikke udtale det bløde danske d). I sit barndomshjem havde konen et bibliotek af tyske bøger at læse i, en hel reol fuld: salmer, pracdikener, andagtsbøger, verdenshistorien og forskellige romaner, der alle havde været bedstefaderens og vistnok var bragt med her ind i landet.

"Ja, og heksebøger," påstår gamle Breuner.
"Nej," ivrer konen, "ikke hos os!"
"Jov, såmænd," ler manden.
Men nu bliver konen gnaven: "Nej, vist ikke nej, den slags bøger befattede vi os ikke med." Manden er slået af marken, men han trækker sig tilbage med følgende bemærkninger: " Ja, ja, bette motter, så havde de dem andre steder, for hekse det fik æ tyskere da ord for, at de kunne. Og der plejer aldrig at gå røg af en brand, uden der er bål... Men nu er vi jo også blevet så oplyste, at vi ikke vil være vore fordums skcøbeligheder bekendt. Det var ikke som i de gamle dage. I min faders tid var skovfogeden og præsten de eneste, der læste aviser. De måtte oversætte indholdet til tysk for en eller anden af kolonisterne, og så gik den mand rundt i byen og fortalte nyhederne til de andre tyskere. Og velkommen var han hvert et sted, og en "såben" fik han ret tit til at skylle munden med"...
"Jo", indrømmer konen, "de gamle kolonister havde mangen dårlig skik. Som nu med at drikke, når de kom sammen til gilde. Men morsomt kunne det nok alligevel være. Jeg kan huske, min fader har fortalt, at når de sad og drak snapse, så sang de en sang og stoppede op midt i en linie; den, der gik videre i teksten, skulle give næste omgang snaps; på den måde kunne de længe blive ved, f. eks. med denne her:

"Es ging ein schwartzbraun Mädchelein
nach rothen Kühler Wein nach Strassberg wohl auf die"

her standsede de så, indtil én af dem dumpede ud med næste ord "Brüche". De andre lo da og sang:
"auf die Brüche, ja, Brüche."

"Skål", råbte de så, og den tabende måtte rykke ud med sin snaps. Og videre sang de og skrålede.
Men også kærlighedsviser er blevet sunget; det meste er dog gået os af minde nu. Jeg kan bare nogle forkerte stumper. Her er en:

"Ich ging uber Berg und Dal,
sah ich zwei Hasen,
die fressen ab griene Grass,
bleibt nicht des Wasen.

Wenn ich kein Schatze hat,
wird ich bald ein finden,
ich ging des Gesslein (Gade) auf und ab
bis auf die Linden.

Und als ich auf die Linde kam,
stand mein Schatz daneben:
"Ei, du mein tanzende Schatz,
wo bist du gewesen."

Wo ich gewesen bin,
wird ich dirs bald sagen:
Ich bin gereiset weit und breit
hab' viel erfaren..."

"Nu ved vort guldbryllup," siger konen til sidst, "sang vi mange sange, både på dansk og tysk, men det var mest salmer." Og nu fortaber hun sig i en skildring af al den opmærksomhed, der blev vist dem på denne deres højtidsdag. Hun sad livligt gestikulerende på en stol ved siden af manden, der hvilede tungt i lænestolen. En gift datter sad henne ved døren ti! sovekammeret, hendes mand stod bag hende, og bag dem skottede et par yngre piger ind til os. Der var noget gammeldags patriarkalsk over den respekt, der vistes de gamle. En gang imellem rakte den unge kone tavst over bordet og "braanded æ lys", d.v.s.: klarede tællelysets flamme ved at klemme et stykke af den forbrændte væge. Det blev sent, inden vi brød op... 
Død*1906  

Sidst rettet3 Dec 2007

Kilder

  1. [S141] Ifølge folketælling 1845 - Ulvdahl, Frederiks sogn, Lysgaard herred, Viborg amt.
Close